Mand plantede de forbudte frø

Amerikanere over hele USA modtog i juli mystiske pakker fra Kina.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fordelt over samtlige 50 af staterne i USA har indbyggere modtaget mystiske frø tilsendt i små poser sendt med posten. Afsenderadressen ligger i Kina. Ingen af modtagerne har bestilt eller bedt om at modtage de mystiske frø.

Da det blev alment kendt, at det her foregik, måtte de amerikanske landbrugsmyndigheder nødvendigvis advare mod at plante frøene, der kunne være et forsøg på biologisk terrorisme. Invasive arter kan potentielt være ødelæggende for agrikulturen.

Alligevel har en mand fra Booneville i Arkansas valgt at plante dem. Han fortæller en lokal TV-station, at han var nødt til at prøve at plante frøene, skriver New York Post. Hvordan det gik, kan du læse længere nede.

– Jeg var nødt til at se, hvad der ville ske. Hver anden uge gav jeg dem gødning, og planterne begyndte at gro helt vildt, siger Doyle Crenshawn, der modtog pakken fra Kina. På kuverten stod der, at pakken indeholdt ørenringe.

De mange mystiske poser frø sendt til tusindevis amerikanere har fået myndighederne op på dupperne – således også lokalt i Arkansas. Overordnet set beder landets landbrugsmyndigheder alle modtagere om ikke at plante frøene og i stedet kontakte dem, så frøene kan blive hentet forsvarligt.

Pakkerne kommer fra Kina. Foto: Scanpix
Pakkerne kommer fra Kina. Foto: Scanpix

Mistanken går foruden invasive arter på, at der er tale om anmeldelsessvindel. Ved at sende varer, som modtageren ikke har bestilt, kan en virksomhed oprette falske anmeldelser, der højner butikkens omdømme.

Efter at have vokset vildt i noget tid, kom der pludselig orange blomster på planterne, og de blev siden til store hvide grøntsager, der mest lignede en hvid udgave af en squash, fortæller Doyle Crenshawn.

Powered by Labrador CMS