Mand og kvinde fundet døde
Eftersom der er to døde, betragter Nordjyllands Politi dødsfaldene som mistænkelige
Nordjyllands Politi har fundet to livløse personer, henholdsvis en kvinde i 50’erne og en mand i 70’erne, på en adresse i Sæby. Det oplyser vicepolitiinspektør Frank Olsen, som er efterforskningsleder, i en pressemeddelelse.
De nærmeste pårørende er underrettet om de to dødsfald.
Politiet modtog anmeldelsen tirsdag eftermiddag klokken 17.27, og siden da er dødsfaldene blevet efterforsket intensivt.
Eftersom der er fundet to døde, betragter politiet omstændighederne som mistænkelige.
Men indtil videre er der ikke noget i undersøgelserne, som tyder på, at der er sket en forbrydelse.
Kan ikke afvise hverken selvmord eller drab
På nuværende tidspunkt er der faktisk ikke noget i efterforskningsarbejdet, som peger hverken i den ene eller den anden retning.
– Vi kan endnu ikke drage nogen konklusioner om dødsårsag eller de nærmere omstændigheder, og ingen er foreløbigt under mistanke, fortæller Frank Olsen til Newsbreak.dk og tilføjer:
– Vi kan ikke afvise, at der er tale om et selvmord, og vi kan heller ikke blankt afvise, at der er sket noget kriminelt.
Politiets vurdering af sagen bygger på afhøringer af blandt andet pårørende og naboer samt retsmedicinske undersøgelser og tekniske undersøgelser på findestedet.
– På den måde stykker vi et præcist billede sammen af omstændighederne før, under og efter dødsfaldene, forklarer efterforskningslederen.
Politiet kan ikke udtale sig nærmere, før efterforskningsresultaterne kaster lys over sagen. Blandt andet skal de afdøde obduceres.