Mand kritisk kvæstet: Testet for sprit

En mandlig bilist blev natten til mandag bragt til Rigshospitalet i kritisk tilstand efter en soloulykke. Han blev også testet for spirituskørsel.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 57-årig mand var natten til mandag i en alvorlig soloulykke på Nymøllevej i Allerød. Her kørte han i en personbil direkte ind i en parkeret lastbilhænger.

Det skriver Nordsjællands Politi i sin døgnrapport. Tidligt mandag morgen forklarede vagtchef David Buch til Newsbreak.dk, at den tilskadekomne blev fragtet til Rigshospitalet i København i kritisk tilstand.

Manden var dog efter sammenstødet med traileren i stand til selv at forlade sin bil. Han blev nemlig af en tilfældigt forbipasserende fundet omkuld i et buskads. Det var en 28-årig mand fra Lynge.

Ulykken blev derefter anmeldt klokken 00.28, men klokken fem mandag var mandens tilstand ikke længere kritisk, men derimod stabil. Mandens pårørende er underrettet.

Der blev udtaget en blodprøve for at fastslå om den tilskadekomne var påvirket af spiritus i ulykkestidspunktet. Der foreligger ikke noget resultat heraf.

Powered by Labrador CMS