Mand i livsfare: Maltrakteret med kniv og næver

En 44-årig mand blev natten til søndag offer for et særdeles groft overfald.

En 44-årig mand er slemt tilredt efter et voldsomt overfald her på Havnevej. Foto: Google Maps.
Offentliggjort Sidst opdateret

Nordsjællands Politi fik omkring midnat en anmeldelse om et voldeligt overfald på Havnevej i Frederiksværk.

En 44-årig mand var angiveligt i livsfare efter et overfald med både kniv og næver.

– Han var overfaldet af to andre, siger Martin Tang, vagtchef hos Nordsjællands Politi til Newsbreak.dk.

Efter overfaldet fik manden kontakt med personer, der fik kontaktet politiet og tilkaldt hjælp.

Politiet har herefter hurtigt kunne anholde tre personer – to mænd og en kvinde – for overfaldet. Den ene mand er 47 år.

Det skal være den ene mand og kvinden, der står bag selve overfaldet.

– Den tredje mands rolle er endnu ikke klarlagt, siger Martin Tang.

Kender hinanden

Ifølge vagtchefen kender de involverede parter hinanden.

– Det er foregået i det østeuropæiske miljø, siger Martin Tang.

Ifølge Ekstra Bladet skulle volden mod den 44-årige have stået på igennem en længere periode lørdag aften, og gerningmanden, eller -mændene, skulle have mishandlet offeret på flere forskellige lokationer omkring Havnevej i Frederiksværk, som er i nærheden af mandens hjem.

Det har vagtchefen på nuværende tidspunkt ingen kommentarer til.

– Vi undersøger flere gerningssteder, har nattens vagtchef, Peter Olesen, udtalt til Ekstra Bladet.

Den overfaldne mand er stadig på hospitalet, men altså uden for livsfare.

De tre personer vil alle senere i dag blive fremstillet i grundlovsforhør sigtet for drabsforsøg.

– Og lige nu har vi travlt med at få det hele til at gå op, som Martin Tang udtrykker det.

Powered by Labrador CMS