Mand i livsfare: Champagneflaske springer mellem benene
Den eksploderende flaske skar en arterie i låret over.
Det er normalt fyrværkeri-skader, der bliver opgjort efter en nytårsaften.
For en mand fra Brøndby er det dog en helt anden skade, han måtte lægge krop til nytårsaften; en champagneflaske eksploderede mellem hans ben.
Nu kæmper han for sit liv.
Det skriver TV2 Lorry.
Manden blev i hast bragt til Rigshospitalets Traumecenter, hvor han var i livsfare på grund af blodmangel og efterfølgende hjertestop, oplyser Københavns Vestegns Politi til TV 2 Lorry.
– Manden sad med flasken mellem benene, og da proppen skulle af, eksploderede flasken. Glasskårene skar en arterie over i mandens lår, og han mistede derfor meget blod og blev i kritisk tilstand fragtet til hospitalet, hvor han er blevet opereret. Tilstanden er stadig kritisk, og lige nu ligger han på intensiv, siger vagtchef Torben Wittendorf.
Tirsdag morgen er han stadig i kritisk tilstand.