Mand hamret i hovedet med brosten
En påtale af en løs labrador førte pludselig til et voldsomt overfald.
Newsbreak.dk kunne 5. juni berette om en voldsom sag fra Esbjerg, hvor en 46-årig mand blev overfaldet for at påtale en løs labrador.
– Den 46-årige er ude at gå en tur, da han møder en mand og to kvinder med en løs, sort labrador, sagde Søren Strægaard, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, dengang
– De kommer op at diskutere, fordi hunden ikke er i snor. Manden med hunden samler en brosten op og kaster den i hovedet af den 46-årige på klos hold. Så går han hen og samler brostenen op og slår ham i hovedet med den igen, sagde han videre.
Nu er der nyt i sagen.
Syd- og Sønderjyllands Politi fremstillede fredag 9. juni en 25-årig mand fra Esbjerg-området i et lukket grundlovsforhør ved Byretten i Esbjerg. Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.
Den 25-årige er sigtet for grov vold efter straffelovens paragraf 245 i forbindelse med omtalte overfald, der fandt sted søndag den 4. juni om aftenen i Byparken i Esbjergs centrum.
Flere sigtelser
Den 25-årige er sigtet for dels at have kastet en brosten i hovedet på den 46-årige mand, dels at have slået vedkommende i hovedet med stenen, hvorefter den 46-årige pådrog sig kraftige læsioner i hovedet.
Det lykkedes Syd- og Sønderjyllands Politi at finde frem til den 25-årige ved hjælp fra vidner i sagen.
Mangler stadig de to kvinder
Men politiet mangler fortsat at få kontakt med to kvinder, der blev efterlyst i forbindelse med, at de fulgtes med gerningsmanden, da overfaldet fandt sted.
Den sigtede blev varetægtsfængslet i fire uger – frem til 7. juli.
Den 46-årige er udenfor livsfare.
Politiet kan i øjeblikket ikke oplyse yderligere, da grundlovsforhøret fandt sted for lukkede døre.