Mand gik amok på to betjente

En mand bliver søndag fremstillet i grundlovsforhør for vold med to tjenestemænd i funktion.

To betjente er blevet udsat for vold på et diskotek i Nakskov. Disse betjente har intet med sagen at gøre. Arkivfoto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet er af hensyn til grundlovsforhør tilbageholden med detaljerne om, hvad der præcis foregik natten til søndag på natklubben Zanzi Bar i Nakskov, hvor to betjente blev udsat for vold.

En mand bliver klokken 13 ved Retten i Næstved fremstillet i grundlovsforhør sigtet efter blandt andet straffelovens paragraf om vold mod tjenestemand i funktion.

I forbindelse med et helt almindeligt nattelivstilsyn på diskoteket får de to betjente øje på en mand, som er interessant i forbindelse med en anden sag, og derfor tager de kontakt til ham.

Det tager han ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ikke ret pænt, og han får skabt en situation for sig selv, der hurtigt eskalerer og altså munder ud i flere sigtelser – blandt andet for vold mod de to betjente.

Kent Edvardsen fra politiets vagtcentral vil søndag ikke komme voldens karakter nærmere – af hensyn til efterforskningen, der stadig er på et meget tidligt stadie.

– Vi skal have afhørt en masse vidner, og det dur ikke, hvis jeg fortæller, hvad der er sket, så deres forklaringer måske bliver farvet af det, siger han til Newsbreak.dk.

Overfaldet – eller volden – er sket omkring klokken 00.53 natten til søndag. Zanzi Bar ligger på Vejlegadebro i Nakskov og slog dørene op i 2017.

Vagtchefen beskriver det således, at den sigtede fik gjort en masse handlinger, man ikke skal gøre.

Powered by Labrador CMS