Mand gennembanker syvårig: 62 slag med bælte på fem minutter
Da politiet fandt drengen, var han sønderbanket.
En mand er blevet tiltalt for børnemishandling, fordi han har slået sin kærestes forsvarsløse syvårige søn 62 gange inden for fem minutter.
Betjente i Harris County, Texas, tjekkede torsdag overvågningskameraer opstillet et sted, hvor folk ulovligt skiller sig af med affald, da 27-årige Kordarell Williams kørte ind til siden og steg ud. Ud af det blå begyndte han at banke den lille dreng. Det skriver WKRN.
Tæver lille dreng
– En bil kørte op til et af vores ulovlige deponerings steder. En mand steg ud af bilen, tog et lille barn med sig ud og begyndte så bare at banke drengen sønder og sammen, fortæller betjenten Alan Rosen og fortsætter:
– Han tog fat i barnet, kiggede omkring og begyndte at tæve den lille dreng. Han slog det her barn 62 gange, tog kvælertag på ham og slog ham omkuld flere gange. Vi snakker om en syvårig dreng her.
Overvågningsvideoen viser, at Kordarell slog den lille dreng på hoved, skuldre, mave, ben og balder. Men den fangede også hans nummerplade. Det tog derfor kun politiet tre timer at finde og anholde ham. Det skriver Click 2 Houston.
Banker over oplader
Da politiet fandt drengen, havde han to blå øjne, og hans højre øje var også opsvulmet. Derudover havde han mærker på sine baller, ben og bryst samt blå mærker på sin hals. Han blev sendt på hospitalet for at blive behandlet.
Kordarell har indrømmet at have slået barnet, men kun 16 gange. Han forklarede det med, at drengen havde stjålet en mobiloplader.
– Det er svært for mig at beskrive, hvor brutalt han bankede det her barn, siger Rosen.
Drengen har efter sigende fortalt politiet, at Williams har slået ham før. Drengen var i de sociale myndigheders varetægt fredag. Williams er bag tremmer med et kautionskrav på 212.000 kroner