Mand fundet livløs i kølerum: Nu er han død

En 28-årig mand ansat på en frugtplantage i Hørve faldt og slog sig. Af uvisse årsager kravlede han ind i et kølerum, hvor han blev fundet livløs. Nu er han død.

En polsk mand kom alvorligt til skade på en frugtplantage på det vestlige Sjælland tirsdag. Arkivfoto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Da en 28-årig polsk mand, ansat på en frugtplantage på Teglværksvej i Hørve, Odsherred, faldt og slog sit hoved under arbejde på plantagen, skete det på det værst tænkelige sted overhovedet.

Midt- og Vestsjællands Politi blev fra plantagen alarmeret via alarmcentralen 112 klokken 10.28 tirsdag, men da ordensmagten ankom, var ambulancepersonale allerede i gang med at yde førstehjælp til den tilskadekomne. Det viste sig at være mere alvorligt end som så.

Manden blev nemlig fundet i et kølerum, der bliver brugt til opbevaring af frugt. Sådan et rum har en iltprocent på sølle en, fordi det øger frugtens holdbarhed, men det gjorde også, at manden knap har kunnet trække vejret.

Den 28-årige var af uvisse årsager kravlet ind i rummet via et vindue, og var formentlig kravlet ud på nogle frugtkasser, hvorfra han faldt ned og slog hovedet kraftigt. Manden blev fundet liggende livløs i rummet af en kollega, oplyser politiet.

Nu er der nyt i sagen

Newsbreak.dk forsøgte forgæves at få en opdatering på mandens tilstand onsdag, men i døgnrapporten fra politikredsen fremgik det, at han blev kørt til sygehuset, og hans tilstand blev vurderet til at være kritisk.

Ejeren af frugtplantagen oplyste til Newsbreak.dk onsdag, at han ikke vidste noget, om mandens tilstand, og han har i øvrigt ikke mulighed for på nuværende tidspunkt at komme med yderligere kommentarer angående ulykken.

Nu har Midt- og Vestsjællands Politi bekræftet de bange anelser – manden er afgået ved døden, skriver TV2. Politiet skriver, at den 28-åriges pårørende i Polen er underrettet om ulykken.

Arbejdstilsynet tilkaldt

Den normale procedure for at arbejde i kølerummet er, at døren skal have stået åbent i en time, da der så vil være et normalt iltindhold i kølerummet.

Arbejdstilsynet blev tilkaldt til stedet, for at undersøge omstændighederne omkring ulykken og politiet optog en rapport, der skal afklare, om nogen skal stilles til ansvar for ulykken.

Det er endnu uvist, hvad Arbejdstilsynet rapport viser, men ifølge TV2s oplysninger, så vurderer Midt- og Vestsjællands Politi, at der intet mistænkeligt er i sagen.

Powered by Labrador CMS