Mand faldt over bord og drev rundt på surfbræt
En 55-årig mand blev, efter tre dage på vandet, reddet ud for Marbellas kyst.
På et surfbræt midt på vandet ud for Marbellas kyst drev en 55-årig britisk mand rundt.
Mandag eftermiddag blev han reddet af den spanske kystvagt.
Til kystvagten fortalte han, at han havde drevet rundt på vandet i tre dage, skriver Daily Mail.
Det var mandskabet på en yacht ved navn Estelar, der opdagede den 55-årige brite i vandet. Derefter kontaktede de kystvagten, der igangsatte en redningsaktion.
Da manden – der var fuldt påklædt – blev reddet i land, forklarede han, hvordan han var endt ude midt på vandet.
I tre dage havde han drevet rundt på et surfbræt, efter han var faldet over bord fra et krydstogtskib.
Det er dog ikke blevet bekræftet, om der var faktisk var tale om, at det var et krydstogtskib, som han er røget overbord fra.
Ligeledes er det ukendt, hvordan manden har anskaffet sig surfbrættet, som han lå på, da han blev fundet.
Den 55-årige blev sejlet ind i havnen i Estepona, hvor en ambulance tog imod ham. Han blev kørt på hospitalet og skulle behandles, fordi han havde lav kropstemperatur.
Efterfølgende er manden blevet afhørt af spansk politi, der ikke har ønsket at kommentere på sagen foreløbig.