Mand er død: Fundet i det iskolde vand

En mand blev tirsdag aften fundet 30 meter ude i vandet ved Aarhus Havn. Senere blev manden erklæret død.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tirsdag aften modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en mand var blevet væk under en gåtur med sin hund på Aarhus Havn.

Kort tid efter blev en mand set 30 meter ude i vandet ved havnen.

Artiklen fortsætter efter videoen

Mand fundet i vandet

– Vi får en anmeldelse om, at der er en mand, der er blevet væk under en gåtur med sin hund, forklarer Janni Lundager, der er kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi til Newsbreak.dk og fortsætter:

– Hunden løber i hvert fald rundt nede på havnen.

Kort tid efter bliver en mand set i vandet cirka 30 meter ude.

Forsøgte genoplivninger

Der blev rekvireret hjælp fra brandvæsenet, men det var ikke brandfolkene, der fik indhentet manden fra vandet.

– Et vidne fortalte, at han var tidligere elitesvømmer, og at han gerne ville svømme ud og bjerge manden, siger kommunikationsrågiveren.

Det gør vidnet, og på land bliver manden forsøgt genoplivet.

Erklæres død

Manden bliver efterfølgende bragt til Skejby Sygehus. Han bliver senere erklæret død. Det var en 66-årig mand fra Aarhus.

– Der er umiddelbart ikke noget, der tyder på, at der er sket noget kriminelt. Men vi skal i dag have foretaget nogle undersøgelser på Aarhus Havn og undersøgt manden for at afklare det med sikkerhed, siger Janni Lundager.

Undersøgelserne af manden skal fastlægge, om der er tale om, at manden havde fået et ildebefindende, eller hvad der sket forud for, at manden endte i vandet.

Powered by Labrador CMS