Mand druknet under badetur med barnebarn
Al genoplivning var forgæves.
En 68-årig mand var fredag ude at bade med sit barnebarn. Pludselig kom han i vanskeligheder – og der blev slået alarm.
Det skriver sn.dk.
Ulykken skete ved Trekanten Strand i Hundested.
Ifølge sn.dk sejlede livredderen ud til manden, da det blev opdaget, han altså var i vanskeligheder. På samme tid – lidt før klokken 15 – blev der slået alarm.
Det lykkedes livredderen at få manden op på en mole.
– Man prøvede forgæves genoplivning, den endelige dødsårsag mangler at blive kortlagt, siger vagtchef ved Nordsjællands Politi Erik Skriver til Frederiksborg Amts Avis.
Stor indsats
Der blev på samme tid – udover ambulance – kaldt en lægebil, to patruljevogne og to motorcykler i tilfælde af eskorte til sygehuset. Derudover var også en lægehelikopter tilkaldt.
Det har ikke været muligt for Newsbreak.dk at få kontakt til Nordsjællands Politi, der er intet yderligere om barnebarnet.