Mand druknet: Hans bil kørte i havnen

Det er uvist, hvad der ledte op til, at bilen kørte i vandet.

Bilen kørte i vandet ved Lindhollm Brygge i Nørresundby. Foto: Google Maps.
Offentliggjort Sidst opdateret

En mand kørte onsdag aften (16. november) en bil i vandet ved Lindholm Brygge ved Nørresundby.

– Vi får anmeldelsen 19.27. Anmelder havde hørt et højt brag. Da han så ud af vinduet så han to lygter stikke op af vandet, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Bruno Brix, til Newsbreak.dk.

Manden blev af dykkere reddet op af vandet, og han blev bragt til sygehuset. Her blev han erklæret død. Skønt der ikke er mange kilometer mellem den station, hvorfra dykkerne blev sendt afsted og det sted, manden kørte i vandet, var der ikke noget at gøre.

– De var rimelig hurtigt i vandet, men det er alligevel lang tid at ligge i vandet. Og du skal ikke ligge i det kolde vand tid i så lang tid, fortæller Bruno Brix.

Ikke endeligt identificeret

Vagtchefen oplyser, at manden endnu ikke er endeligt identificeret, men at man har en idé om, hvem der er tale om.

– Det er en ældre mand, siger Bruno Brix.

Det er også uvist, hvad der faktisk ledte op til,  at mandens bil endte i vandet.

– Vi får nok ikke megen hjælp af vidner, men vi skal have det belyst fra alle steder, siger Bruno Brix til Newsbreak.dk.

Powered by Labrador CMS