Mand dræbt af skud i øjet og efterladt i jysk by

En 30-årig mand blev 22. december fundet dræbt foran Randers Regnskov.

Tre personer er nu varetægtsfængslet i sagen fra Randers. Foto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

22. december blev en mand fundet skudt foran Randers Regnskov.

Den dræbte var en 30-årig mand, der ifølge Ritzau, var blevet skudt i øjet.

Juleaftensdag offentliggjorde Østjyllands Politi navne og fotos på tre personer, som man mistænker for drabet. Det drejer sig om to mænd på 19 og 36 år samt en 38-årig kvinde.

Trioen blev også efterlyst internationalt, da politiet mente, at de kunne have søgt til udlandet.

Det viste sig at holde stik. Nogle få timer senere kunne politiet fortælle, at de var blevet anholdt i nærheden af Neumünster omkring 100 kilometer syd for den dansk-tyske grænse.

De tre personer, der er sigtet for et drabet blev mandag udleveret til Danmark

Tirsdag blev de så fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Randers.

Fængslet i Tyskland

På baggrund af en international retsanmodning blev de alle først varetægtsfængslet i Tyskland, og Østjyllands Politi anmodede om at få dem udleveret til Danmark.

Glad politiinspektør

Politiinspektør René Raffo er glad for, at de tre sigtede nu er i Østjyllands Politis varetægt.

– Vi har selvfølgelig fortsat vores efterforskning af drabet, mens vi ventede på udleveringen, og tysk politi har også været en god hjælp i forhold til at sikre spor og beviser på personerne og i bilen, de kørte i, udtaler René Raffo i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.

De tre personer, der er sigtede i sagen, er en 19-årig mand, en 38-årig kvinde og en 36-årig mand. Alle har adresse i Aalborg.

Varetægtsfængslet i fire uger

De tre blev varetægtsfængslet i fire uger og på grund af de lukkede døre, er der ikke yderligere oplysninger ag hente.

– Det er fortsat vores formodning, at drabet er relateret til et internt opgør i det kriminelle miljø, men derudover holder vi stadig kortene lidt tæt til kroppen, da vi ikke vil spænde ben for den omfattende efterforskning, vi fortsat er i gang med, siger René Raffo.

Den 19-årige mand kærede kendelsen om varetægtsfængsling. Den 38-årige kvinde og den 36-årige mand kærede ikke.

Den 36-årige mand erkendte dog forholdet om ulovlig våbenbesiddelse.

Powered by Labrador CMS