Mand død: Inficeret af hjerneædende amøbe
En hjerneædende amøbe, der ofte findes i opvarmet vand, trængte ind gennem mandens næse.

Sundhedsmyndighederne i North Carolina, USA, har fastslået, at en mand er død af akut opstået hjernebetændelse, fordi han blev inficeret af den såkaldte hjerne-ædende amøbe Naegleria fowleri. Det skete ifølge myndigheden i forbindelse med en svømmetur i en sø.
Amøben findes ifølge det danske Statens Serum Institut og North Carolinas sundhedsmyndighed i opvarmet ferskvand og ses oftest i vand, der er blevet opvarmet over en længere periode. Den pågældende patient blev syg efter at have svømmet i Fantasy Lake Water Park den 12. juli.
Siden har fagpersonale forsøgt at fastslå den pludselig sygdom og siden død, og det er nu fastslået, at det skyldes Naegleria fowleri, fremgik det af en pressemeddelelse udsendt torsdag lokal tid. Her fremgår det også, at symptomerne på infektionen begynder med voldsom hovedpine, feber, kvalme og opkast, men udvikler sig langt værre med stivhed i nakken, anfald og til sidst koma.
– Vores sympati ligger hos familien og de pårørende. Folk er nødt til at vide, at denne organisme findes i opvarmede ferskvandssøer, floder og varme kilder over hele North Carolina, så tænk dig om, hvis du svømmer eller dyrker sport i vandet, siger statens epidemiolog Zack Moore.
Heldigvis sjælden
Selv om det lyder ganske alvorligt, så sker det heldigvis sjældent, at mennesker bliver angrebet af den hjerneædende amøbe.0 I USA er der kun noteret 145 tilfælde af infektion mellem 1962 og 2018.
I Danmark overvåges amøben slet ikke, fordi det ifølge Statens Serum Institut ikke sker. Et enkelt dødsfald i Skandinavien i de senere år er, hvad der er noteret. Det var en nordmand, der havde skyllet sin næse under et ophold i Thailand. Han havde brugt vand fra vandhanen.
Netop næsen er der, hvor man skal passe på, for amøben er faktisk ikke farlig, hvis den kommer ind i kroppen via munden, fordi den bliver slugt og ryger ned i maven. Gennem næsen er der dog direkte adgang til hjernen for amøben.
Derfor advarer North Carolinas myndigheder mod at dykke og lignende i ferskvandssøer, der er varme. Det kan nemlig ikke lade sig gøre at udrydde eller bekæmpe amøben.