Mand død i tragisk ulykke

Der er sket et alvorligt trafikuheld på Kochsgade i Odense.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 76-årig mand er erklæret død på Traumecentret på Odense Universitetshospital (OUH) lørdag eftermiddag. Det siger Hans Jørgen Larsen, der er vagtchef ved Fyns Politi, til Newsbreak.dk. Manden blev ramt af en bil.

Lørdag eftermiddag klokken 13-43 blev det alvorlige sammenstød på Kochsgade i Odense anmeldt. Manden, der kom kørende på en trehjulet handicapscooter, blev ramt af en sølvfarvet BMW personbil med påhængt trailer.

– Han led store skader, blandt andet et hovedtraume, og blev kørt til OUH. Her kunne de klokken 14.38 ikke gøre mere, og manden blev erklæret afgået ved døden, siger vagtchefen.

En bilinspektør har været på ulykkesstedet for at foretage specifikke undersøgelser af omstændigheder og køretøjer. Før dennes rapport foreligger vil og kan Larsen ikke udtale sig om, hvad der er sket og har ledt til selve ulykken.

Til Fyens.dk sagde politiets indsatsleder på stedet, at den ældre mand kom kørende fra Krokusvej og ville krydse Kochsgade til Gyldenrisvej. Her er der ubetinget vigepligt. Den ældre mands scooter bliver i den forbindelse ramt af bilen, ført af en 32-årig mand.

Der er ingen mistanke om spirituskørsel.

Powered by Labrador CMS