Mand død efter at blive skudt i sommerhus
En 42-årig mand er død efter at være ramt af skud.
En 42-årig mand blev søndag klokken 12.35 fundet skudt i et sommerhus i Veddinge Bakker i det nordvestlige Sjælland. Det var en kvinde, der fandt den hårdt sårede mand.
Manden blev bragt til sygehuset, og blev indlagt i kritisk tilstand. Nu er han død af sine skader. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Politiets efterforskning har vist, at den 42-årige muligt er skudt lørdag aften, men han er først fundet liggende i sommerhuset søndag over middag.
Drabet er foregået i det kriminelle miljø i Odsherred.
Politiet er meget interesserede i at høre fra vidner, der har bemærket biler eller personer i området lørdag sidst på dagen og ud på aftenen. Man vil også meget gerne høre fra vidner, der har set biler i området i løbet af søndagen.
– I en sag af denne alvorlige karakter er ingen henvendelse for lille. Vi vil meget gerne høre fra alle, der har set et eller andet i området, også noget, som man måske selv mener ikke er noget som helst. Vi skal nok selv sortere henvendelser, står der i pressemeddelelsen.
Politiet kan endnu ikke sige noget om motivet til drabet.
Har man oplysninger i sagen, kontakt Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 114.
Det har ikke været muligt for Newsbreak.dk at få kontakt til Midt- og Vestsjællands Politi.