Mand blev fanget i grusgrav: Nu er der nyt
En mand fik en stor mængde jord - og ikke grus - over sig under en udgravning i Ballerup.
Torsdag formiddag rykkede politi og redning ud til en mand, der ifølge de første meldinger var blevet overhældt med flere tons grus.
Ved nærmere eftersyn har det dog nu vist sig, at der var tale om en større mængde tør jord – og altså ikke grus som først antaget.
Det meddeler Beredskab Øst i et tweet.
Ifølge tweetet har beredskabsfolkene nu fået gravet manden fri med skovle, og han er blevet kørt til kontrol på et hospital.
Ulykken skete ved Nyvangen i Ballerup, og politiet meddelte da også allerede tidligere torsdag formiddag, at situationen var mindre dramatisk end ved første øjekast.
– Indtil videre går meldingerne på, at vedkommende har hovedet over, og at man kan snakke med ham. Så det lyder ikke så slemt som først antaget, sagde Lars Guldborg, vagtchef ved Københavns Vestegns Politi til Newsbreak.dk tidligere på formiddagen torsdag.