Mand anholdt i 46 år gammel bombesag
21 blev dræbt, da to bomber sprang ved barer i Birmingham i 1974. Politiet har onsdag anholdt 65-årig i sagen.
En 65-årig mand er onsdag blevet anholdt i en sag om et blodigt bombeangreb mod to barer i den engelske by Birmingham i 1974. Angrebet kostede 21 personer livet, mens 180 blev såret.
Det oplyser britisk politi onsdag.
Anholdt under terrorloven
Betjente fra antiterrorkorpset i Birmingham har i samarbejde med nordirsk politi anholdt den 65-årige i sit hjem i Nordirlands hovedstad, Belfast.
Bombeangrebet er aldrig blevet opklaret, men det er blevet antaget, at IRA, Den Irske Republikanske Hær, stod bag. IRA har aldrig taget ansvaret for angrebet.
Det er uvist, hvorvidt den anholdte er mistænkt i sagen, eller hvad der har ført til politiets anholdelse af ham i forbindelse med sagen.
– Manden er blevet anholdt under terrorloven, og en ransagning af hans hjem vil blive gennemført, oplyser politiet i en meddelelse.
– Han vil blive afhørt på en politistation i Nordirland.
Snart 46 år siden
Seks irske mænd har tidligere været uskyldigt dømt i sagen. De nåede at afsone 16 år bag tremmer, før de blev frifundet og løsladt i 1991.
Angrebet skete på barerne Mulberry Bush Pub og The Tavern i Birmingham den 21. november 1974, mens de var proppet med gæster.
Bombeangrebet er det blodigste på britisk fastland gennem de 30 år, hvor konflikten om Nordirland rasede.
På den ene side af konflikten stod primært katolske nationalister, der kæmpede for, at Nordirland skulle genforenes med Republikken Irland. Og på den anden side stod protestanter, der ønskede at forblive som en del af Storbritannien.
Omkring 6300 personer mistede livet under konflikten, indtil der blev lagt en dæmper på urolighederne med en fredsaftale i 1998.
Lørdag markerer ifølge BBC 46-års jubilæet for bombeangrebet.
I flere år har de efterladte demonstreret for at få en fuld redegørelse af, hvad der faktisk skete på aftenen, hvor de to barer blev angrebet. Det førte til, at der i 2019 blev indledt ny efterforskning i sagen.