Mand anholdt for vold: Da politiet så hans telefon blev sagen meget værre

Fredag blev en 43-årig irakisk mand udvist fra Danmark for besiddelse af børneporno.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 43-årig irakisk mand blev i januar anholdt for vold, men det var et andet kriminelt forhold, der i sidste ende blev værst for den 43-årige.

Fredag blev han ved Retten i Horsens dømt til 20 dages fængsel og udvisning fra landet i seks år.

Ved anholdelsen fik manden beslaglagt sin mobiltelefon, og den kiggede politiet grundigt igennem. Gennemsynet afslørede, at der blandt 5000 videoer og fotos på telefon fandtes 12 billeder og 25 videofiler, som var børneporno.

Manden nægtede sig skyldig.

– Manden nægtede sig skyldig med henvisning til, at det ikke var bevidst, at materialet var gemt på telefonen. Han erkendte dog, at han havde søgt efter det på nettet samt gemt det ned på sin telefon, men hver gang slettet materialet med det samme igen, udtaler anklagerfuldmægtig Tobias Engby i en pressemeddelelse.

Den 43-årige bor til daglig i Italien, men han har kone og barn i Danmark. Han forklarede selv i retten, at han har set sin kone og sit barn én gang i løbet af halvandet år. Retten mente ikke, at han havde tilstrækkelig tilknytning til Danmark til at forhindre en udvisning.

Powered by Labrador CMS