Mand anholdt efter færgetur

Manden var på flugt, og han stak af umiddelbart efter, at han var blevet idømt flere års fængsel.

Den dræbte familiefar blev mindet efter påkørslen. Foto: Local Eyes.
Offentliggjort Sidst opdateret

En 29-årig mand, der tirsdag stak af fra Østre Landsret, blev onsdag anholdt ved et færgeleje i Rostock i Tyskland. Det skriver Midt- og Vestjsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Se mere video hos Local Eyes. 

Manden stak af umiddelbart efter, at han var blevet idømt otte års fængsel for at køre en mand ned, der siden omkom. Den dræbte var en 39-årig far til fire børn, og han blev påkørt efter, at han og den 29-årige havde haft en kontrovers på McDonald’s i Holbæk.

De to personer mødtes igen ved en nærliggende Circle K tankstation, og her blev den 39-årige mand påkørt med en bil. Han blev voldsomt kvæstet og døde senere som følge af påkørslen. Den 29-årige mand blev dømt for at køre manden ned med fuldt overlæg.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyste tirsdag, at den 29-årige formentlig fik hjælp til at stikke af fra Østre Landsret, og fra politiets side satte man hurtigt gang i eftersøgningen af manden. Det førte til et samarbejde mellem først Midt- og Vestsjællands Politi samt Særlig Efterforskning Øst, der hører under Københavns Politi.

Fra Danmark til Sverige mod Tyskland

I forbindelse med efterforskningen fandt man fra politiets side frem til, at den 29-årige mand befandt sig på færgen mellem Trelleborg i Sverige og Rostock i Tyskland. Her blev tysk politi involveret i samarbejdet, da de blev bedt om at pågribe manden.

Det skete ved færgelejet i havnen i Rostock. Manden blev anholdt uden dramatik klokken 16.00 onsdag eftermiddag, og han er nu kørt tilbage til Danmark for at blive fængslet.

– Det er meget tilfredsstillende, at den efterlyste igen er i politiets varetægt, så han kan få sin straf, siger Politikommissær, Kim Løvkvist, der er leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet i Midt- og Vestsjællands Politi, i pressemeddelelsen.

Den 29-årige står nu til at blive sigtet for at stikke af fra politiet. Politiet efterforsker stadig selve flugten i forsøget på at afdække, hvem der eventuelt hjalp manden med at stikke af.

Powered by Labrador CMS