Mand anholdt: Bomberyddere kaldt til slottet
Genstanden blev uskadeliggjort
Politi og bomberyddere blev tirsdag aften kaldt til dronning Elizabeths slot i Edinburgh, Palace of Holyroodhouse.
De blev tilkaldt efter en anmeldelse om en mistænkelig genstand på slottets grund. Det skriver BBC.
Til mediet siger en talsmand for politiet, at en 39-årig mand er anholdt i sagen:
– Offentligheden var ikke umiddelbart i fare, og vi efterforsker nu de nærmere omstændigheder, siger talsmanden.
Han tilføjer, at genstanden blev uskadeliggjort af bomberyddere på stedet. Det fremgår ikke, hvilken genstand, der er tale om.
Betjente med lange stave gennemgik onsdag morgen området foran slottet. Andre kiggede i nedløbsrør og under biler, mens nogle også puttede genstande i plastikposer.
Politibetjente stod ligeledes vagt om flere af slottets indgange.
Palace of Holyroodhouse er hele året tilgængeligt for offentligheden. Dronningen benytter som oftest stedet under “Holyrood Week”, der løber fra slut juni til start juli.