Mand angriber betjent med økse

En 43-årig mand er blevet varetægtsfængslet i 25 dage for drabsforsøg på en betjent.

En mand er fængslet for drabsforsøg på en betjent. Foto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

En 43-årig mand er blevet fængslet i 25 dage, sigtet for drabsforsøg på en politimand.

Manden slog ifølge sigtelsen ud efter en betjent med en økse.

Angrebet skete på Tuborgvej, da Københavns Politi skulle hjælpe kolleger fra Syd- og Sønderjyllands Politi med at finde en mand, der var udeblevet fra fængslet efter en udgang.

Den eftersøgte mand befandt sig dog ikke på adressen på Tuborgvej, men det gjorde den nu fængslede mand derimod.

Da betjentene trænger ind i lejligheden slår manden altså ud med øksen efter betjentene, og da den ene værger for sig, bliver han ramt på armen.

– Heldigvis sker der ikke noget, og øksen rammer væggen. Men betjenten værger for sig og bliver ramt på den ene arm, siger anklager Rasmus von Stamm, Københavns Politi til Ritzau.

Anklageren krævede derefter den 43-årige mand varetægtsfængslet, og dommeren gav ham altså ret.

Dommervagten i København oplyser til Newsbreak.dk, at grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, ligesom der er nedsat navneforbud i sagen.

Powered by Labrador CMS