Manchester United-stjerne i bilulykke
Ifølge flere medier forventes Bruno Fernandes at træne mandag, efter at han var involveret i en trafikulykke
Manchester Uniteds Bruno Fernandes har mandag været involveret i en bilulykke.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters og flere britiske medier.
Portugiseren slap angiveligt uskadt fra uheldet og forventes at træne senere mandag. Her er det også ventet, at Uniteds midlertidige manager, Ralf Rangnick, vil sætte ord på hændelsen.
Manchester United står tirsdag over for titelbejlerne fra Liverpool og har hårdt brug for point for at nærme sig top-4.
Profil med det samme
Før kampen ligger United på femtepladsen med 54 point. Der er tre point op til Tottenham, lørdag tabte 0-1 til Brighton og fik brudt sin gode stime.
United vandt selv 3-2 hjemme over Norwich efter et hattrick af Cristiano Ronaldo.
27-årige Bruno Fernandes blev med det samme en profil for Manchester United, da han skiftede til klubben i januar 2020.
Samlet set har han spillet 120 kampe og scoret 49 mål for storklubben, som jagter sin første større titel siden 2016.
Fernandes står noteret for 40 kampe og 9 mål på tværs af alle turneringer i denne sæson.