Manchester City henter skadet tysk stjerne i Dortmund

Den tyske fodboldspiller Ilkay Gündogan skifter til Manchester City på en fireårig kontrakt.

Den tyske landsholdsspiller Ilkay Gündogan er færdig med Bundesligaen. De kommende fire år skal han spille i Manchester City i Premier League. Foto: Ina Fassbender/Reuters
Offentliggjort Sidst opdateret

Den engelske fodboldklub Manchester City har skrevet kontrakt med tyskeren Ilkay Gündogan.

Det meddeler englænderne torsdag på klubbens hjemmeside.

Ilkay Gündogan, som lige nu døjer med en knæskade og derfor ikke er med i Tysklands EM-trup, har skrevet under på en kontrakt, der gælder for fire år.

– Jeg er meget begejstret over, at have skrevet kontrakt med Manchester City. Da jeg hørte om klubbens interesse for mig, var jeg med det samme indstillet på at komme hertil, og derfra er tingene gået meget stærkt, siger Gündogan til Manchester Citys hjemmeside.

Selv om transfersummen ikke er offentliggjort, anslår flere medier, at skiftet har kostet Manchester City tæt ved 200 millioner kroner.

En ny indbringende tv-aftale menes i de kommende år at gøre klubberne i Premier League overlegne i forhold til det meste af verden, når det gælder købesummer og lønninger til fodboldspillere.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS