Målvogter imponeret over det danske forsvar
Sandra Toft var yderst tilfreds med det danske forsvarsspil i storsejren over Polen ved EM i håndbold.
Danskerne kom ellers skidt fra start og havde svært ved at få spillet til at fungere i en første halvleg, der endte 9-9. Det skyldtes ifølge målvogteren, at spillerne endnu ikke havde glemt det forfærdelige nederlag til Norge i torsdags.
»Jeg tror, Norge-kampen sad i os. Vi ville gøre tingene meget hurtigt, og tempoet blev for højt. Vi var lidt nervøse, fordi det jo var en afgørende kamp. Vi spiller kun finaler fra nu af,« sagde Sandra Toft til TV2 efter kampen.
De danske kvinder har i løbet af turneringen haft store defensive problemer, men lørdag virkede problemerne til at være fikset, da Polen blot scorede 19 mål.
»Jeg havde et vildt godt forsvar foran mig i dag. Det var super dejligt. De gik frem til de her store skytter og fik samtidig lukket ned bagved, så de ikke fik så mange stregskud. Så jeg kan ikke brokke mig,« sagde målvogteren.
Derfor var der naturligvis også glæde i omklædningsrummet efter kampen.
»Folk var glade. Det var dejligt, og der skulle råbes sejrsråb nogle gange.«
»Efter den forfærdelig kamp mod Norge, som gjorde rigtig ondt, så er det rart at se smil i omklædningsrummet igen,« sagde Sandra Toft.
Louise Burgaard var ikke med i kampen på grund af sygdom, og hun er ikke den eneste i landsholdslejren, der har døjer med lidt sygdom.
»Der er mange på holdet, der hoster lidt, og nogen er blevet lidt syge. Men vi passer på hinanden. Det skal nok gå. Det er bare lidt hosten og snotten,« sagde holdets playmaker Kristina Kristiansen efter kampen.