Målløse talenter tilfredse med clean sheet

Lucas Andersen, da Danmark fredag spillede 0-0 imod Island i en U21 EM playoff landskamp. Fodboldkampen blev spillet i Aalborg. (Ernst van Norde /POLFOTO) Foto: VAN NORDE ERNST/POLFOTO
Offentliggjort Sidst opdateret

U21-landsholdet havde svært ved at skabe chancer mod Island, men danskerne kan leve med 0-0.

Somme tider må man nøjes.

Det lærte det danske U21-landshold på den hårde måde fredag aften, da et velorganiseret og ultradefensivt islandsk hold slap fra den første EM-playoff-kamp med 0-0.

Danskerne kæmpede i 90 minutter for at finde det middel, der kunne åbne gæsternes betonforsvar, men bagefter må de mellemfornøjede spillere stille sig tilfredse med – trods alt – at have holdt eget mål rent.

– Det er selvfølgelig ikke optimalt, erkender venstrebacken Jonas Knudsen.

– Men det vigtigste var egentlig, at Island ikke fik scoret. Det havde vi meget fokus på, og nu har vi sat dem under pres før kampen deroppe.

– Hvis vi scorer i returkampen, skal de lave to mål, og hvis vi spiller på samme måde igen, skal det nok lykkes for os at få scoret på et tidspunkt.

Foran mere end 6000 tilskuere i Aalborg blev det hidtil så målfarlige danske talenthold holdt i et stramt greb af islændingene, der ikke var ankommet med større ambitioner end at stille en mur op foran eget mål.

Og da det danske spil ikke udfoldede sig med samme præcision som tidligere, blev det en yderst chancefattig affære.

– Begge hold vil vel på en eller måde være tilfreds med 0-0, siger midtbanespilleren Lasse Vigen Christensen, der brændte Danmarks største – og eneste – chance sidst i første halvleg.

– Det havde været rart, hvis vi havde fået puttet en ind, men med resultatet i aften, skal de jo også score i returkampen, hvis de skal til EM. Derfor kan det blive en anden kamp på tirsdag. Jeg håber i hvert fald ikke, at det bliver sådan igen, siger han.

Den danske anfører og midterforsvarer Jannik Vestergaard kunne se tilbage på en kamp, hvor hans primære opgave ikke var at forsvare, men derimod at holde bolden i gang.

– Islændingene havde ikke rigtigt nogen interesse i at komme frem ad banen, og fred være med det. Jeg tror dog ikke, at det bliver lige så grelt i returkampen oppe hos dem. Scorer vi deroppe, skal de jo vinde kampen, og det tror jeg ikke, de kommer til.

– Men vi skal hjem og tænke over, om vi greb det for pænt an. Måske skal vi spille lidt mere primitivt engang imellem, siger Hoffenheim-spilleren.

Den danske landstræner Jess Thorup havde på forhånd brugt meget energi på at advare mod de stærke islændinge, og han følte sig bekræftet bagefter.

– Det blev så svært, som jeg havde forventet, men vi må også erkende, at vi ikke producerede chancer nok. Vi havde vel kun en stor chance, og det er selvfølgelig ikke godt nok over 90 minutter, siger Jess Thorup.

Han understreger dog, at 0-0-kampen kun var første halvdel af det dansk-islandske dobbeltmøde.

– Jeg tror ikke, de kan holde os fra scoringer deroppe, siger han om returkampen i Reykjavik på tirsdag.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS