Måling: Vælgerne holder fast i DF
Trods negativ opmærksomhed ligger Dansk Folkeparti stabilt i meningsmålingerne.
EU-midler brugt på sejlture og julekort. En finanslov, der tvinger kommunerne til at spare. Og senest sagen om lavere boligydelse fil landets pensionister.
Der har været flere negative sager for Dansk Folkeparti de seneste måneder, men det er ikke noget, der giver udslag i de politiske meningsmålinger.
I en ny måling, som Voxmeter har foretaget for Ritzaus Bureau, har partiet en tilslutning på 22,4 procent, hvilket er 1,3 procentpoint over valgresultatet.
DF ligger stabilt
Og kigger man på Ritzau Index, som er et gennemsnit af seks toneangivende meningsmålinger, har Dansk Folkeparti ligget stabilt mellem 20,7 og 21,4 procent over de sidste tre måneder.
– Det springer i øjnene, for der er ikke nogen som helst tvivl om, at DF ikke er kommet særligt overbevisende ud af den seneste måneds tid, konstaterer Helle Ib, som er politisk kommentator på Børsen, over for Ritzau.
Hun hæfter sig ved, at bevægelserne i meningsmålingerne generelt har været meget små på det seneste, og at der ofte er en forsinkelse fra en politisk begivenhed finder sted, til den afspejler sig i målingerne.
DF nyder stor tillid fra vælgerne
Og så oplever hun, at Dansk Folkeparti nyder stor tillid fra sine vælgere.
– Dansk Folkeparti har en utrolig loyal vælgerskare. Jeg tror, der skal virkelig, virkelig meget til, når folk først er begyndt at stemme Dansk Folkeparti, for at de forandrer mening, siger kommentatoren og uddyber:
– Deres vælgere har tiltro til, at partitoppen gør det, der er bedst i den givne situation. Der har historisk været enorm meget kritik og postyr omkring Dansk Folkeparti, men vælgerne har alligevel holdt fast i partiet.
Sag om boligydelse kan koste vælgere
Ikke desto mindre tror Helle Ib, at sagen om boligydelsen, som først brød ud mod slutningen af den periode, hvor Voxmeter-målingen er foretaget, kan komme til at koste vælgere.
– Jeg tror udmærket, at Dansk Folkeparti er klar over, at forløbet omkring finansloven og dramaet omkring boligydelsen, som vi ikke har set det sidste til, indeholder en risiko for at skræmme nogle meget afgørende vælgere væk, siger hun og påpeger:
– Vi har at gøre med et løfte over for kernevælgerne – de ældre og de svageste.
/ritzau/