Måling: Syngende lussing til Ellemann
Opbakningen til Venstre var fortsat lav i sidste uge, der da også bar præg af mere kaos for partiet
En ny meningsmåling fra Voxmeter viser, at Venstre fortsat ligger betydeligt under valgresultatet fra 2019.
Venstre står i meningsmålingen til 12,3 procent af stemmerne, 11,1 procentpoint færre end ved valget. Holder det tal til et valg vil det betyde, at Venstre går fra 41 til 22 mandater i Folketinget. Venstre fik 43 mandater ved valget i 2019, men to har forladt partiet for at blive løsgængere.
Målingen er foretaget fra den 1. februar til den 6. februar. Det er altså over en voldsom uge for Venstre. Tirsdag vedtog Folketinget, at der skal indledes en rigsretssag mod Inger Støjberg, tidligere udlændinge- og integrationsminister for Venstre.
Torsdag meldte hun sig ud af partiet.
– Vi står ved begyndelsen til en indvandringsbølge. Og den erkendelse mangler Venstres ledelse. Hvis Venstre igen skal være et stort parti og igen have statsministerposten, så kræver det en stram og troværdig udlændingepolitik.
– Jeg tror ikke længere, at vi kommer dertil med Jakob Ellemann-Jensen som formand. Jeg tror ikke, han bliver statsminister, sagde Støjberg til Skive Folkeblad.
Stort flertal til rød blok
Som modsvar udtalte Jakob Ellemann, at han var “oprigtigt ked af”, at Inger Støjberg havde forladt partiet.
Meningsmålingen fra Voxmeter viser da også et markant flertal til rød blok og statsminister Mette Frederiksen (S). Socialdemokratiet står til 33,1 procent af stemmerne.
Samlet måler Voxmeter rød blok, der ud over støttepartierne også tæller Alternativet og Veganerpartiet, til 57 procent af stemmerne svarende til 101 mandater ud af Folketingets 179.