Måling: Det er for let at suge penge fra staten

Det er for nemt at trække penge fra de offentlige kasser i Danmark. Foto: Colourbox.com (Modelfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Det er for nemt at trække penge fra de offentlige kasser i Danmark. Det svarer 61 procent af danskerne i en ny meningsmåling lavet for Kristeligt Dagblad.

Ifølge avisen ser især den ældre generation gerne, at der bliver stillet større krav til personer, der modtager offentlige ydelser. Og det gælder først og fremmest i forhold til børnecheck, SU og de aldersbetingede rabatter til ældre.

Blot hver fjerde svarer i målingen, at kravene er rimelige.

Professor dr. phil. Jørn Henrik Petersen fra Center for Velfærdsforskning på Syddansk Universitet vurderer, at bagsiden af velfærdsstatens omfordeling af penge er, at de fleste er meget optaget af at få deres andel og nærer en grundlæggende mistro til, om andre nu er berettiget til den hjælp, de får.

Og den mekanisme er ifølge velfærdsforskeren blevet forstærket af både finanskrisen og enkeltsager som »Fattig Carina« og »Dovne Robert«.

»Risikoen er, at der sker et etisk skred, så vi mister medfølelsen med dem, der reelt har det svært. Og dermed falder velfærdsstaten fra hinanden, hvis ikke vi hver især tænker på, at vi som samfund skal passe på de svageste,« siger han til Kristeligt Dagblad.

Powered by Labrador CMS