Makienok ramt af tragedie: Mor er død

Foto: Claus Bech/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Sportsligt har det ikke været nemt for Simon Makienok, siden han i sommer skiftede fra Brøndby til italienske Palermo. Men problemerne på fodboldbanen er intet imod den personlige tragedie, der nu har ramt den lange angriber og hans familie.

Ifølge Palermo og præsident Maurizio Zamparini er Simon Makienoks mor afgået ved døden.

»Præsident Maurizio Zamparini, det tekniske og ledende personale, holdet og hele U.S. Citta di Palermo udtrykker sin medfølelse med Simon Makienok og hele hans familie efter den danske angribers mors død,« skriver Palermo således på sin hjemmeside.

Angriberen havde angiveligt et tæt forhold til moderen. Det polske efternavn Makienok stammer for eksempel fra moderens side, og det har den danske Palermo-spiller altså valgt at benytte sig af, selvom han også hedder Christoffersen til efternavn.

På det sportslige plan har tiden i netop Palermo ikke været god for Makienok. Han spiller ikke meget, og i det netop afsluttede transfervindue var forventningen derfor, at han skulle have været sendt videre til en klub, der med glæde ville benytte sig af angriberen. Det skete dog ikke i denne omgang.

Powered by Labrador CMS