Makedonsk storklub fyrer Jan Pytlick
Efter udmeldingen om at Jan Pytlick skal til HC Odense til sommer, har HC Vardar valgt at fyre Pytlick.
Den makedonske storklub HC Vardar har valgt at fyre den danske håndboldtræner Jan Pytlick fra posten som konsulent for kvindeholdet med øjeblikkelig virkning.
Det sker, efter at Pytlick i sidste uge blev præsenteret som ny cheftræner for håndboldkvinderne i HC Odense gældende fra sommer.
– Det er rigtigt. Der kommer en pressemeddelelse i dag eller i morgen fra klubben, hvor de forklarer hvorfor. Det skal de næsten have lov til. Det er jo deres beslutning, siger Jan Pytlick til BT.
Den tidligere danske landstræner havde meddelt den makedonske klub, at han ville stoppe til sommer, og efter offentliggørelsen af hans fremtid i Odense ser klubben altså ikke grund til at lade Pytlick blive sæsonen ud.
– De har sagt, at efter jeg meldte ud, jeg forlader klubben til sommer, så har de kigget på, hvordan trænerbesætningen skal være for næste sæson. Derfor har de valgt at prøve deres assistenttræner for herreholdet i stedet for mig resten af sæsonen, siger Pytlick.
Han er ærgerlig over ikke at kunne gøre sæsonen færdig i Makedonien, men han er ikke overrasket over fyringen.
– Jeg er godt klar over, at tingene kan ske hurtigt på Balkan. Der er ikke langt fra tanke til handling, lyder det fra den kommende HC Odense-træner.
/ritzau/