Mainz-journalist: 90 procent sikker på Hjulmand-fyring

Foto: DANIEL ROLAND/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Kasper Hjulmands tid som Bundesliga-træner synes at slutte, når holdet tirsdag morgen møder ind til træning.

Et af de tyske medier, som skriver om den forestående fyring af Kasper Hjulmand mandag aften, er den store tyske avis Bild. BT har talt med avisens Mainz-reporter Peter Dürr, og han begrunder den kommende fyreseddel sådan:

»Vi er overbeviste om, at i morgen er Kasper Hjulmands sidste dag i Mainz, men jeg kan ikke fortælle, hvor vi har det fra. Vi er 90 procent sikre på, at han bliver fyret. Vi mener, at Christian Heidel (sportsdirektør i Mainz, red.) vil snakke med Kasper Hjulmand i morgen tidlig, og derefter vil han melde fyringen ud,« forklarer Peter Dürr til BT.

»Ifølge vores oplysninger mener Christian Heidel ikke, at Kasper Hjulmand er manden, der kan holde Mainz væk fra nedrykningskampen, og det skyldes, at han ikke formår at give holdet den selvtillid, der er brug for,« fortsætter Peter Dürr.

Ifølge Bild-reporteren kan Kasper Hjulmands danske assistenter Flemming Pedersen og Keld Bordinggaard også vinke farvel til deres arbejde i Mainz.

»Vi tror også, at hans assistenter Flemming Pedersen og Keld Bordinggaard ryger,« slutter Peter Dürr, der mener at vide, at Mainz’ U23-træner Martin Schmidt i stedet bliver forfremmet til cheftræner.

Mainz har kun vundet en ud af de seneste 13 Bundesliga-kampe.

Powered by Labrador CMS