Mail fra Netflix er fup og svindel: Sådan skal du reagere
Det er slet og ret ikke en mail fra Netflix, du har fået. Heldigvis har du mulighed for at kontrollere den slags, helt uden at åbne mailen.
Har du fået mail fra Netflix om, at de for nyligt ikke har haft mulighed for at validere dine betalingsoplysninger, hvorfor at din konto er blevet deaktiveret? Det er meget muligt, at du har, eller at du vil modtage sådan en mail fra Netflix i den kommende tid. Der er bare ét problem; den mail er ikke fra Netflix.
Set fra et brugerperspektiv kan det være let at falde i fælden: Mailen ser ud til at være fra Netflix, og den indeholder ikke megen tekst men dog en advarsel og et link, man kan klikke på. Problemet er, at man risikerer at miste andet og mere end adgangen til Netflix, hvis man ukritisk klikker på linket.
Wired.com fortæller, at der i den omtalte mail, der altså ikke er fra Netflix, er et link. Det er det link, bagmændene bag beskeden vil have dig til at åbne. Gør du det, risikerer du at give afkald på en masse personlige oplysninger, du absolut ikke har interesse i, havner i de forkerte hænder.
Ifølge Wired.com har mailen faktisk floreret på nettet siden januar. Den lokker brugernavn til Netflix, adgangskode og en række andre personlige oplysninger ud af dig, og den beder om dine kreditkortoplysninger.
Brugere advarer om mail fra Netflix
I Danmark har Mit digitale selvforsvar omtalt beskeden, da en del af appens brugere har advaret om den.
“De falske emails fortæller, du skal validere dine betalingsoplysninger, før du kan fortsætte med at bruge din Netflix-konto,” skriver Mit digitale selvforsvar. I beskeden fra Mit digitale selvforsvar rådes du også til at logge ind på selve Netflix.com. Her kan du selv se, om der faktisk ér problemer med dine betalingsoplysninger, eller om den omtalte mail fra Netflix har vist sig at være løgn og latin.
Du kan i galleriet se et eksempel på, hvordan den falske mail fra Netflix ser ud. Netflix.com understreger på sidens “help center,” at man som bruger aldrig skal indtaste login- eller andre oplysninger efter at have fulgt et link i en mail eller SMS-besked.