Mai Villadsen stopper
Ny frontfigur præsenteres tirsdag formiddag
Enhedslisten præsenterer en ny politisk ordfører, som afløser Mai Villadsen på posten.
Det erfarer Ritzau.
Det sker på et pressemøde klokken 10.15.
Enhedslisten har hverken en formand eller politiske leder, og derfor er det partiets politiske ordfører, som eksempelvis er med ved partilederdebatter.
Rotationsprincip
Villadsen stopper i Folketinget ved næste valg grundet partiets rotationsprincip.
Da hun samtidig er gravid, var det ventet, at Enhedslisten skulle finde en ny politisk ordfører i år.
Altid en kvinde
Siden 2009 har Enhedslisten haft en politisk ordfører. Og det har altid været en kvinde.
Først var det Johanne Schmidt-Nielsen, dernæst var det Pernille Skipper, og siden 2021 har det været Mai Villadsen.
Potentiel arvtager
Finansordfører Pelle Dragsted (EL) er længe blevet anset som en potentiel arvtager for Villadsen som politisk ordfører. Tirsdag morgen har han på det sociale medie X, det tidligere Twitter, lagt et billede ud med sig selv og teksten:
- Spændende og vigtig dag for Enhedslisten i sigte.