Magtfuld fodboldmand frifundet for matchfixing

Aziz Yildirim er en af de mest magtfulde mænd i tyrkisk fodbold, men så røg han i fængsel for matchfixing. Nu er han renset. Foto: SAYGIN SERDAROGLU/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Hundredvis af Fenerbahce-tilhængere var mødt op foran retsbygning i Istanbul for at støtte Aziz Yildirim.

En af de mest magtfulde personer i tyrkisk fodbold er blevet renset i en langtrukken sag om matchfixing.

Det skete fredag ved en domstol i Istanbul.

Og det vil nok glæde landsholdsspilleren Simon Kjær. Den frikendte Aziz Yildirim er således formand for Fenerbahce, der inden denne sæson hentede den danske forsvarsspiller til klubben.

Med frikendelsen er der sat punktum for en over fire år lang sag, der har rystet tyrkisk fodbold.

Yildirim blev i sin tid anklaget for at have dannet en illegal organisation, der ifølge myndighederne sørgede for, at en række kampe i den tyrkiske liga i sæsonen 2010/11 endte med på forhånd aftalte resultater.

Løsladt og appellerede

I 2012 blev Yildirim idømt en fængselsstraf på seks år og tre måneder. Efter at have afsonet omkring et år blev han løsladt, mens hans appel blev overvejet.

Tidligere denne uge anmodede anklageren i sagen om, at alle mistænkte, herunder også Yildirim, skulle frikendes, og alle tidligere domme omstødes.

Yildirim blev i en kort erklæring til retten citeret for at sige, at “det gælder om at kæmpe for en gruppe menneskers ære. Jeg vil have mig og alle mine venner frikendt”.

Ifølge den tyrkiske avis Hurriyet blev 13 andre mistænkte også frikendt i fredagens høring. Et jubelbrøl brød ud i retslokalet, da afgørelsen blev læst op.

Hundredvis af Fenerbahce-tilhængere iført storklubbens berømte gule farver havde samlet sig foran retsbygningen for at bakke deres formand op.

Det europæiske fodboldforbund, Uefa, udelukkede i 2012 Fenerbache fra europæisk fodbold i to år på grund af den oprindelige dom mod Yildirim.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS