Magnussen skal finde nyt hold: Vil køre videre
Efter 16 år skal racerkøreren Jan Magnussen ikke længere være en del af Corvette Racing.
I 16 sæsoner har racerkøreren Jan Magnussen kørt for Corvette Racing, men nu siger danskeren farvel, efter at han og General Motors i fællesskab har besluttet at stoppe samarbejdet ved udgangen af 2019.
Et definitivt farvel til sporten bliver der dog ikke tale om, understreger han i en pressemeddelelse.
– Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg er glad for at sige farvel. Men tiden er inde, hvis der skal ske noget nyt. Jeg er 46 år, og jeg føler mig bestemt ikke færdig.
– Jeg elsker at køre ræs, og jeg er stadig sulten efter sejre og mesterskaber. Men hvis jeg skal nå at prøve nye udfordringer, skal det ske nu. Og jeg har en klar forventning om at stille op for et nyt team i 2020, siger Magnussen.
Artiklen fortsætter under videoen
Det oplyses ikke, hvor Magnussen forventer at køre næste år.
I sin tid hos General Motors og Corvette Racing har danskeren blandt andet været med til at vinde 24-timers-løbet Le Mans fire gange i GT-klassen og triumfere i det lige så lange løb på Daytona International Speedway.
General Motors’ “vice president of performance and motorsports”, Jim Campbell, takker Magnussen en god indsats gennem mange år.
– Corvette Racing har alt at takke Jan for. Hans erfaring, performance og popularitet gennem de seneste 16 år har været afgørende for teamets massive succes. Vi skylder ham den højeste respekt og ønsker ham alt det bedste i hans næste del af karrieren, siger han i pressemeddelelsen.