Magnussen ser sig selv som en reservedel for McLaren
Kevin Magnussens nye rolle hos McLaren byder ikke på omgange i teamets Formel 1-racer
Kevin Magnussens nye rolle hos McLaren byder ikke på omgange i teamets Formel 1-racer. Og nu venter der 20 grandprixer i skyggen for den 22-årige dansker, hvor han er gået fra stjerne til menneskelig reservedel.
Racerkøren Kevin Magnussen har for længst indset, at han ikke har udsigt til test- og løbskilometer i McLarens nye Formel 1-racer i denne sæson.
I stedet for at køre om kap med de øvrige stjerner i motorsportens fineste klasse er Kevin Magnussen i år henvist til en rolle bagerst i garagen, hvorfra han ikke kan gøre så meget andet end at se til, mens Fernando Alonso og Jenson Button flyver ind og ud af pitten. Degraderet fra stjernekører til reservedel.
»Ude til løbene er jeg bare reservekører. Så der er jeg bare en reservedel ligesom de ekstra fælge, der står inde i lastbilen. Der står jeg jo også inde og venter. Det er umiddelbart det, jeg skal,« siger Kevin Magnussen med et skævt smil til BT.
Helt så kedeligt bliver det nu trods alt ikke for Kevin Magnussen, selv om det formentlig kommer til at gøre ondt i speederfoden, når Formel 1-bilerne suser af sted uden ham.
»Jeg skal selvfølgelig også prøve at tale med folk, og der er en mulighed for at skabe et forhold til de nye mennesker, der er kommet ind i teamet og hos andre folk i Formel 1, som ikke er hos McLaren,« uddyber Kevin Magnussen.
En del af danskerens rolle på reservebænken i forbindelse med en grandprix-weekend bliver også at analysere og komme med input, hvis han ellers bliver spurgt. Men der bliver ikke tale om, at Kevin Magnussen konstant skal være førstehjælper for Fernando Alonso og Jenson Button med oplysninger og iagttagelser.
»Jeg skal sidde og se på data, ikke nødvendigvis hjælpe kørerne sindssygt meget, men i hvert fald forstå, hvad der foregår,« fortæller han.
Selvom Kevin Magnussen ikke er begejstret for udsigten til et år som Formel 1-reserve, kan kan han trods alt se positive ting i sin ufrivillige kørepause.
»Jeg føler jo lidt, at de (Alonso og Button, red.) kører rundt i min bil. Men sådan er det, jeg skal bare igennem det her år og have det overstået. Selvom det er et skridt tilbage, er det selvfølgelig også en mulighed for at forberede andre ting, som jeg ikke havde tid til, da jeg kørte Formel 1. Jeg skal i sindssygt god form, lære de nye Honda-folk at kende og oparbejde et godt samarbejde med dem,« siger han.
Kevin Magnussen er på det seneste sat i forbindelse med et sæde i den amerikanske Indycar-serie. Men han afviser selv, at der skulle være hold i de rygter, selv om den 22-årige dansker tidligere har givet udtryk for, at han meget gerne vil køre i en anden serie ved siden af reserverollen hos McLaren.
Er det ultimativt for dig at køre et eller andet ved siden af Formel 1 i år?
»Nej, ikke nødvendigvis.«
Man ved jo ikke, om det kan gøre mere skade end gavn, hvis nu det ikke går godt?
»Nej, og det er derfor, jeg forsøger at spørge mig selv og finde ud af, hvad jeg selv føler. Men jeg spørger også en masse mennesker til råds om, hvad de synes om de forskellige muligheder,« siger Kevin Magnussen og tilføjer:
»Jeg er sikker på, at det nok skal blive et positivt år, når jeg engang ser tilbage på det.«