Magnussen-rival er fortsat tavs om Formel 1-fremtid

Jenson Button. Foto: THOMAS PETER/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Briten Jenson Button kan endnu ikke sige, om han fortsætter som Formel 1-kører hos McLaren.

Verdenspressen sad klar til at skrive en af sæsonens store Formel 1-nyheder, men hovedpersonen kunne ikke bidrage.

Britiske medier har i de seneste dage skrevet, at racerkøreren Jenson Button vil annoncere sit Formel 1-stop i forbindelse med weekendens grand prix i Japan.

Men Button var ikke klar til at melde ud om fremtiden, da han torsdag morgen dansk tid holdt pressemøde forud for løbet i Japan.

– Jeg kan ikke give jer mere end ved det seneste løb. I må vente lidt endnu.

– Vi er i en god dialog, holdet og jeg, men lige nu koncentrerer vi os om løbet i denne weekend. Det er en stor weekend for os, siger Button ifølge Formel 1’s Twitter.

Med danske øjne er Buttons beslutning interessant, fordi Kevin Magnussen er reservekører hos McLaren.

Derfor kan danskeren være i spil til en plads som Formel 1-kører hos McLaren i 2016, hvis Button stopper i den fornemste serie.

Britiske medier forventer, at Button vil køre i en anden motorløbsserie, hvor han har større chance for at køre om sejre, end han har lige nu hos McLaren.

Der kan opstå andre muligheder for Magnussen på andre hold, men det bliver ikke hos Force India.

Holdet meddelte sent onsdag, at Sergio Perez fortsætter på holdet sammen med Nico Hülkenberg i den kommende sæson.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS