Magnussen om Formel 1-chance: -Jeg kan ikke vente

Kevin Magnussen glæder sig til igen at sætte sig i en Formel 1 racer, når han vikarierer for sygemeldte Fernando Alonso. Arkivfoto: Scanpic.
Offentliggjort Sidst opdateret

22-årige Kevin Magnussen glæder sig på Twitter over, at han bliver sendt på banen i Formel 1-premieren.

Racerkøreren Kevin Magnussen (McLaren) har ganske uventet fået mulighed for at køre sæsonens Formel 1-premiere om halvanden uge i Melbourne.

Det skyldes, at spanske Fernando Alonso må droppe at stille til start på grund af efterveerne fra en hjernerystelse.

– Ærgerlige omstændigheder, men jeg er alligevel oppe at køre over, at jeg skal køre i Melbourne. Kan ikke vente, skriver den 22-årige racerkører på Twitter.

Kevin Magnussen debuterede for et år siden i Formel 1 med en andenplads i Melbourne. Debutsæsonen endte med en samlet 11.-plads i VM-stillingen.

Forud for 2015-sæsonen er Magnussen degraderet til reserve- og testkører hos McLaren, der i stedet satser på Jenson Button og Fernando Alonso.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS