Magnus Cort vil køre om etapesejre i Paris-Nice

Magnus Cort har allerede to sejre i 2017, og han håber på tre chancer i massespurter i Paris-Nice.

Magnus Cort, der er noteret for to sejre i 2017, er n ud af syv danskere til start i Paris-Nice. Foto: Jose Jordan/AFP
Offentliggjort Sidst opdateret

Den 24-årige cykelrytter Magnus Cort (Orica-Scott) er sprængfyldt med selvtillid efter en god sæsonstart, når han søndag tager hul på sæsonens første store etapeløb, som er Paris-Nice.

Bornholmeren med de åbenlyse sprinteregenskaber er rejst til Frankrig for at køre om etapesejre på de første flade etaper.

– Jeg håber at få chancen i spurterne. De første tre dage er der lagt op til klassiske massespurter, og her håber jeg at kunne blande mig, siger Magnus Cort.

Stort gennembrud sidste år

Han fik sit store gennembrud med to etapesejre i Vuelta a Espana sidste år, og fra starten af 2017 har han understreget, at der ikke var tale om tilfældigheder.

Senest vandt han endagsløbet Clasica de Almeria, og tidligt i februar tog han en enkelt etapesejr i Volta a la Comunitat Valenciana. Begge gange efter massespurt.

– Jeg havde ikke regnet med at have to sejre allerede, men det er fedt at have dem. Det letter presset, siger Cort.

Sidste års sejre i Vueltaen faldt også efter massespurter, men den spanske grand tour havde ikke deltagelse af de skrappeste sprintere.

Derimod slog Cort specialister som Nacer Bouhanni (FDJ) og Bryan Coquard (Direct Énergie) i Volta a la Comunitat Valenciana.

– Det siger mig, at det går den rette vej. Jeg er godt sprintende selv i reelle massespurter. De (Bouhanni og Coquard, red) er måske ikke top-5-sprintere, men det er tæt på. Det var gode skalpe at få.

– Det er sjovt at være nået dertil. Jeg har selvfølgelig troet på det, siger Cort.

Tiltroen til Cort vokser

Han mærker også tiltroen til ham vokse internt på holdet.

– Holdkammeraterne tror mere på mig, og det giver lige fem procent ekstra. Nu har de set, at jeg kan gøre det og ikke bare hørt mig sige det, lyder det fra bornholmeren.

Han er udset til at køre klassikere som Milano-Sanremo, E3 Harelbeke, Gent-Wevelgem, Flandern Rundt og Paris-Roubaix, men først gælder det altså etapeløbet fra Paris til Nice.

Orica-Scott har udtaget yderligere en dansker i skikkelse af Christopher Juul-Jensen, der varmede op til Paris-Nice med en syvendeplads i World Tour-løbet Strade Bianche lørdag.

– Det er meget værdifuldt og tilfredsstillende at opnå et resultat som dette. Jeg takker holdet for støtten og for at lade mig gå efter det. Forhåbentligt kan vi tage det positivt med ind til Paris-Nice, siger Christopher Juul-Jensen til Orica-Scotts hjemmeside.

I alt syv danskere stiller til start i løbet, der strækker sig fra den 5. til 12. marts.

Astana har udtaget trioen Jakob Fuglsang, Michael Valgren og Matti Breschel.

Derudover deltager Michael Mørkøv (Katusha) og Lars Bak (Lotto Soudal).

/ritzau/

Powered by Labrador CMS