Mæslinger sender østat i undtagelsestilstand
Mindst seks dødsfald knyttes til udbrud af mæslinger i den lille østat Samoa, hvor antallet af vaccinerede er skræmmende lavt.
Den lille ø-stat Samoa, der er beliggende mellem Hawaii og New Zealand i det sydlige stillehav, har set sig nødsaget til at lukke samtlige skoler. Ydermere er alle offentlige sammenkomster suspenderet. Det sker efter, et dødeligt udbrud af mæslinger har spredt sig ud over øerne.
Det første dødsfald blev rapporteret i slutningen af oktober og siden er mindst seks kommet til. Det drejer sig overvejende om børn under 2 år.
Artiklen fortsætter under videoen
– Udviklingen taget i betragtning og fordi antallet af vaccinerede er for lavt, har vi endnu ikke set det værste, udtaler Samoa’s generaldirektør for sundhed, Leausa Take Naseri, i en erklæring. Han næver også, at ingen af de afdøde børn var vaccineret.
Ialt er der registreret 716 sygdomstilfælde, der er under mistanke for at være mæslinger. Heraf har 40 procent krævet hospitalsindlæggelse. Lørdag den 16. november valgte myndighederne derfor at erklære ø-staten i undtagelsestilstand. Det skriver The Guardian.
Samoa tæller cirka 200.000 indbyggere og heraf er kun to tredjedele vaccineret mod mæslinger. Det skal der nu laves om på. Af erklæringen om undtagelsestilstand fremgår det nemlig, at det med øjeblikkelig virkning er et juridisk krav for alle at lade sig vaccinere.
Et globalt problem
I Tonga, cirka 900 km fra Samoa, rapporterede sundhedsministeriet i sidste uge, at der også her er et udbrud af mæslinger. Det er angiveligt opstået efter et hold tonganske rugbyspillere er vendt tilbage efter et besøg i New Zealand. Siden da er 251 tilfælde af bekræftede eller mistænkte mæslinger identificeret.
I det hele taget er antallet af mæslinger-tilfælde et stigende problem globalt. Også i de vestlige lande, hvor mange forældre har fravalgt at få deres børn vaccineret. Blandt andet på grund af påstande om, at vaccinen mod sygdommen kan forårsage autisme.