Annonce
Mærsk-skib evakueret efter mistanke om bombe
Besætningen på Maersk Memphis blev onsdag bedt om at forlade skibet på baggrund af rygter om farlig bombe.
Et Mærsk-skib måtte natten til torsdag dansk tid evakueres af de amerikanske myndigheder på grund af en unavngiven trussel.
Maersk Memphis lå i havn i Charleston, da der blev iværksat en større evakuering af alle skibe i terminalen.
Rederiet Maersk Line bekræfter evakueringen over for Shippingwatch, men ved endnu ikke, hvilken trussel det i givet fald drejer sig om.
Annonce
Lokalmediet Live 5 News mener dog at vide, at der skulle være plantet en såkaldt “dirty bomb” i en container på et af skibene.
En “dirty bomb” består af en blanding af konventionelle sprængstoffer og radioaktivt materiale.
Det er dog endnu ikke lykkedes for myndighederne at finde radioaktivt materiale om bord på skibet.
Annonce
/ritzau/