Maersk Oil mister stor oliekontrakt i Qatar
25 år som partner på Al Shaheen-feltet i Qatar er slut for det danske selskab, når kontrakten udløber næste år
Maersk Oil er blevet fravalgt som partner på oliefeltet Al Shaheen i Qatar, oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse.
Det er en kontrakt, som Maersk Oil ellers har haft i 24 år, men Qatar Petroleum, der ejer feltet, har valgt et andet selskab som partner, når kontrakten med Maersk Oil udløber næste år.
Maersk Oil har været med til at udvikle Al Shaheen til Qatars største offshore-oliefelt.
Maersk Oil går ikke i stå
Maersk Oils direktør, Jakob Thomasen, understreger, at tabet af kontrakten ikke sætter selskabet i stå.
– Maersk Oil vokser som følge af forbedret drift og med store projekter som Culzean i Storbritannien og Johan Sverdrup i Norge, siger han i fondsbørsmeddelelse.
Thomasen, der er uddannet geolog, har selv været en af drivkræfterne i at udvikle Al Shaheen-feltet, en bedrift, der blev fremhævet som en af årsagerne til, at han i 2009 overtog den øverste post i A.P. Møller – Mærsks olieselskab.
Det er planen, at en del af de Maersk Oil-ansatte i Qatar skal flyttes til andre af de lande, koncernen arbejder i. Størstedelen af de tilbageværende ansatte ventes at blive tilbudt arbejde af den nye operatør.
A.P. Møller-Mærsk fastholder sine finansielle forventninger til 2016, og der vil ikke opstå behov for nedskrivninger, oplyser selskabet.
/ritzau/