Mærsk giver tre danske topfolk sparket

Foto: CLAUS FISKER/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Højst opsigtsvækkende har Mærsks havneselskab APM Terminals givet tre erfarne topfolk sparket efter brud på interne retningslinjer. Det drejer sig om erfarne folk, hvoraf to sad i direktionen, skriver Lloyd’s List.

»Jeg kan bekræfte, at Christian Møller Laursen ikke længere er CFO hos os. Og det er også rigtigt, at Martin Gaard Christiansen heller ikke er chief commercial officer længere. Desuden kan jeg oplyse, at det også gælder Michael Lund Hansen, der ikke var en del af senior management team, men ansat som chef for global project implementation,« oplyser Erik Eisenberg, vicedirektør og kommunikationsansvarlig i APM Terminals til Finans.dk.

Han vil ikke at uddybe, hvad de tre direktører har gjort, om det er kriminelt eller om det får yderligere konsekvenser i form af for eksempel en intern undersøgelse.

De tre direktører har alle en lang karriere i Mærsk bag sig. Christian Møller Laursen begyndte sin karriere i Mærsk-koncernen i 1990 og har været via Indonesien, Taiwan, Pakistan, Singapore og Brasilien, inden han i 2004 rykkede til APM Terminals hovedkvareter i Haag i Holland. Han afløses nu af APM Terminals’ tidligere chef for Asien/Oceanien-området Henrik L. Pedersen.

Martin Gaard Christiansen har ligeledes haft hele sin karriere i Mærsk-koncernen, som han også kom til i 1990. Herefter gik det via en række topposter og udstationeringer i blandt andet Hongkong og Singapore til APM Terminals i 2011. Hans stilling som forretningsdirektør varetages fremover af Joe Nicklaus Nielsen, chef for Global Container Port Business Development.

Michael Lund Hansen, der indtil i denne uge var chef for global projektimplementering, begyndte også sin karriere hos Mærsk i 1990, men kom via afstikkere hos Nokia og IBM tilbage til Mærsk i 2007, da han blev managing director i APM Terminals i Nigeria. Her var han i to år, efterfulgt af fire i Hongkong, inden han lige som de to andre rykke til APM Terminals’ hovedkvarter i Haag i 2013.

APM Terminals aflagde i tråd med resten af Mærsk-koncernen årsregnskab onsdag. Her viste regnskabet, trods et lidt skuffende fjerde kvartal, markant fremgang i både omsætning og indtjening. Årets resultat endte på 849 mio. dollar, hvilket er godt på vej mod målet om et overskud på 1 milliard dollar i 2016.

Havneselskabet er blandt koncernens dukse med et et afkast på investeret kapital (ROIC), der har ligget over målet på 10 pct. i de seneste fem år. I fjerde kvartal af 2014 lå det på 22,8 pct.

Powered by Labrador CMS