Mændene er stadig mest handy i hjemmet
Når det kommer til gør det selv-projekter, har danske mænd stadig bukserne på. Spørger man mændene selv om, hvem der er den mest handy derhjemme – dem eller deres partner, svarer næsten 7 ud af 10 mænd, at det er de selv.
Gør det selv-projekter er populære blandt danskerne. Men hvem er egentlig mest ferm, når den nye hylde skal sættes op, eller det gamle skrivebord trænger til en opfriskning? I en ny undersøgelse fra Bosch svarer hele 66 pct. af mændene, at de er de mest handy derhjemme. Næsten halvdelen af kvinderne (48 pct.) bakker dem op, mens kun 14 pct. af kvinderne svarer, at de selv er de mest handy.
– Handyman-rollen er stadig mændenes hjemmebane, fordi den fortsat er medvirkende til at give identitet. I mændenes søgen efter ’bedre balance’ mellem kønnene i det huslige arbejde tæller handy projekter og gør det selv tungt. Vi er måske ikke gode nok til at svinge støvsugeren endnu, så det er rart at kunne bidrage til det samlede husholdningsregnskab med det, som vi er gode til: havearbejde, små snedkerier, maling, opsætning af løsøre, lamper mv. Vi ser måske et stadigt større samarbejde på gør det selv-projekterne mellem kønnene, men mænd kan godt lide, at initiativet, planlægningen og gennemførelsen ligger forankret hos dem, fortæller livsstilskommentator Niels Erik Folmann.
Besparelser og kreativitet motiverer danskerne
Med gør det selv-projekter kan man opnå mange ting. For flertallet af de adspurgte er den potentielle økonomiske besparelse en stor motivation for at kaste sig over værktøj, søm og skruer. Hele 71 pct. svarer nemlig, at muligheden for at spare penge er noget af det, som driver dem, når det kommer til DIY (Do It Yourself).
Allan Torp, blogger og chefredaktør på boligbloggen Bungalow5.dk, siger:
– DIY kan ofte spare danskerne for en del penge, da projekterne i mange tilfælde betyder, at man genbruger et gammelt møbel eller dele fra det på en ny måde. Samtidig får man med gør det selv-projekter også mulighed for at give sit hjem personlighed, idet man undgår at have det samme som alle andre. Det er i høj grad også noget af det, som optager danskerne, når vi taler boligindretning.
Spørger man danskerne, svarer hele 40 pct., at de motiveres af, at man med gør det selv-projekter er kreativ, og mere end hver tredje dansker ser det som en motivation, at man får mulighed for at sætte et personligt præg på hjemmet. Det er særligt noget, som driver kvinderne, hvor henholdsvis 44 pct. og 43 pct. fremhæver kreativitet og personlighed som vigtigt.
Mændene motiveres særligt af, at de med gør det selv-projekter kan blive udfordret. Næsten hver tredje mand (32 pct.) ser udfordringen som en motivation.