Mænd skød mod 13-årig pige

Pigen stod med en gruppe i Vollsmose, da der blev affyret seks skud mod dem. Ingen blev ramt

Skudepisoden fandt sted 14. november. KLIK FOR MERE. Foto: Presse-fotos.dk
Skudepisoden fandt sted 14. november. KLIK FOR MERE. Foto: Presse-fotos.dk
Offentliggjort Sidst opdateret

En lørdag eftermiddag i november sidste år udviklede et slagsmål i Vollsmose sig dramatisk, da der blev affyret flere skud.

I næste uge sidder to mænd på 27 og 32 år på anklagebænken i Retten i Odense, tiltalt for blandt andet trusler og at have bragt andres liv eller førlighed i fare.

Ifølge anklageskriftet løb den ældste af mændene frem mod en 13-årig pige, der stod med en ukendt gruppe personer i Egeparken. Mens han løb, affyrede han i alt seks skud med en pistol.

Kort efter løb den anden mand frem mod pigen og gruppen med en pistollignende genstand hævet foran sig. Han affyrede dog ingen skud.

Efter slagsmålet fandt politiet både patronhylstre og knive i området.

Anholdt efter stor aktion

Tre mænd, hvoraf de to altså nu er tiltalt, blev i december anholdt efter en stor politiaktion i Vollsmose.

Ved aktionen deltog foruden Fyns Politi også Forsvarets Advanced Search Capacity, der afsøgte et større græsareal, hvor også hundepatruljer har søgt.

Undersøgelserne førte til flere fund.

Oprettede visitationszone

Episoden fik Fyns Politi til at oprette både visitationszone og skærpet strafzone i Vollsmose.

Visitationszoner giver politiet ret til at visitere personer og deres køretøjer uden at have en konkret mistanke om, at de har været involveret i noget kriminelt.

En skærpet strafzone betyder, at straffen for visse former for kriminalitet, der bliver begået i zonen, kan forhøjes med op til det dobbelte af det normale.

Den skærpede strafzone får dog ikke betydning for de to mænd, da den først blev indført efter skyderiet.

Tilbagevendende konflikt

Efter sammenstødet den 14. november oplyste politiet, at det formentlig havde sammenhæng med en konflikt, der fra tid til anden blusser op mellem grupperinger i Vollsmose.

– Som følge af skyderiet frygter Fyns Politi, at det kan komme til yderligere voldelige konfrontationer mellem medlemmer af grupperingerne under anvendelse af våben, da det er godtgjort, at konflikten er blusset op igen, lød det i november i pressemeddelelsen fra politiet.

Anklagemyndigheden har dog ikke rejst tiltale efter den særlige bandeparagraf i straffeloven, der skærper straffene for visse forbrydelser, der er begået i forbindelse med en bandekonflikt.

Powered by Labrador CMS