Mænd på Sjælland har den største

Dominerer i statistikken fuldkommen

Offentliggjort

Danskernes gæld til det offentlige når nye højder

  • Omkring 900.000 danskere skylder penge til det offentlige, hvilket samlet set udgør knap 129 milliarder kroner. Gældsstyrelsen opfordrer til, at man betaler sin gæld, inden den sendes til inddrivelse.
  • Der er stor forskel på, hvad mænd og kvinder skylder. Mænd står for 62 procent af gælden, mens kvinder primært skylder ejendomsbidrag og biblioteksafgifter. Mænds gennemsnitlige gæld er mere end dobbelt så høj som kvinders.
  • Forbrugerrådet Tænk har oplevet en stigning på 20 procent i henvendelser om gældsrådgivning i 2024. Lønindeholdelse er et effektivt redskab til at nedbringe gæld, men mange borgere har brug for hjælp til at forstå og håndtere deres økonomiske situation.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Der er fortsat alt for mange borgere i Danmark, der skylder penge til det offentlige.

Det mener Gældsstyrelsen, der har opgjort danskernes gæld per første halvår 2024 fordelt på køn, alder og geografi.

- Jeg kan kun opfordre til, at man får betalt det, man skylder. Allerhelst inden man får gælden sendt til inddrivelse hos os i Gældsstyrelsen, siger underdirektør Kristian Ryom.

Omkring 900.000 danskere har gæld til det offentlige til en samlet værdi af knap 129 milliarder kroner.

Stor forskel på køn 

Sjællændere skylder mest, mens det står omvendt til for borgere i Region Syddanmark.

Samtidig er der stor forskel på mænd og kvinder.

Således står mænd for en andel på 62 procent og skylder hovedsageligt blandt andet opkrævningsgebyrer og vægtafgift.

For kvinder gælder det, at de - ud over opkrævningsgebyrer - primært skylder ejendomsbidrag og biblioteksafgifter.

Mænd skylder i gennemsnit mere end dobbelt så meget som kvinder, der i gennemsnit har gæld for 89.000 kroner.

Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Sydbank, er ingenlunde overrasket over, at det mandlige køn fylder mest i statistikkerne.

"Langt ude"

Det er samtidig "langt ude", at flere ikke betaler vægtafgift, mener hun.

- Det er i virkeligheden ærgerligt, at man fylder i gældsstatistikken for småpenge. Det skal der være råd til at betale, siger økonomen.

Økonomen opfordrer til, at borgere søger hjælp hos en gældsrådgiver, hvis det er svært at overskue økonomien.

Sådan en mulighed findes der blandt andet hos Forbrugerrådet Tænk, der tilbyder rådgivning gratis.

Så længe man blandt andet lever op til kravet om, at man har en lav indkomst.

I Region Sjælland er den gennemsnitlige gæld per person størst med et beløb på 183.000 kroner. Omvendt ser det ud for borgere i Region Syddanmark, der i gennemsnit skylder 143.000 kroner.

20 procent flere 

Projektchef Signe Gammeltoft fortæller, at forbrugerrådet i 2024 har fået 20 procent flere henvendelser end sidste år.

Rigtig mange af dem sker på baggrund af lønindeholdelse.

- Folk forstår det ikke og har behov for at sikre sig, at de har forstået, hvad de kan gøre, siger projektchefen.

Lønindeholdelse har til formål at nedbringe en borgers gæld til det offentlige ved at trække en del af borgerens løn, før den udbetales.

Reglerne på området blev ændret i 2023, og det gælder nu, at Gældsstyrelsen kan trække op til 60 procent af en borgers nettoindkomst.

Stor effekt for mange 

Redskabet, der ifølge Kristian Ryom er meget "effektivt", førte til, at Gældsstyrelsen sidste år inddrev et rekordhøjt provenu på 14,7 milliarder kroner.

Ifølge Signe Gammeltoft har rådgivningen en stor effekt for mange - også i kroner og ører.

- Nogle får også sindsro. Det er enormt stressende at have økonomiske problemer.

- Alle kommer ud med en plan for, hvad de skal gøre, siger projektchefen.

Powered by Labrador CMS