Madspild skal på skoleskemaet
Kampen mod madspild rykker nu ind i undervisningen på folkeskolerne, hvor det nye undervisningsmateriale »Stop Madspild« skal gøre landets skoleelever klogere på, hvordan de kan være med til at mindske spildet af de 700.000 ton mad, som danskerne årligt smider ud.
Det er Danmarks største frivillige organisation mod madspild, Stop Spild Af Mad, som står bag undervisningsmaterialet, der er udarbejdet i samarbejde med Danmarks Lærerforening og støttes af Miljøministeriet.
»Det er en skolekampagne med en masse undervisningsmateriale til de ældste folkeskoleelever, som skolerne kan bruge ganske gratis. Kampagnen er i brug på rigtig mange skoler allerede, og vi kan mærke, at der kommer et større fokus på området hele tiden,« siger Selina Juul, der er stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad.
Hun forklarer, at materialet i første omgang er rettet mod 7.-9. klasser.
»De ældste elever i folkeskolen har en meget stor indlæringsevne. Men planen er, at undervisningsmaterialet på sigt skal bredes ud til resten af folkeskoleeleverne, gymnasier og efterskoler. Vi hører allerede fra mange forældre, der fortæller, at deres børn er blevet opmærksomme på, at man ikke bare sådan lige smider mad ud i hjemmet,« siger Selina Juul.
Undervisningsmaterialet består af traditionelle tal og fakta, som lærerne kan undervise eleverne i, men det vigtigste element er, at børnene skal lege journalister, så de får lov til at lave film, skrive artikler og undersøge hvor meget mad, der smides ud i butikker og deres egne hjem.
»Det, at eleverne selv laver journalistiske opgaver, er med til at gøre interessen større, da de kan lægge videoer på YouTube eller komme i lokalavisen,« siger Selina Juul og fortæller, at selv om interessen for at stoppe madspild er eksploderet, så er der forsat behov for en massiv indsats på området.
»I 2010 smed danskerne mad ud for 16 milliarder kroner, og det tal er faldet til 11,6 milliarder kroner ved seneste opgørelse. Det er stadig et rigtig stort madspild, men vi er på den rette vej, og vi håber, undervisningsmaterialet kan hjælpe til at bringe endnu mere fokus på kampen for at nedbringe madspild,« siger Selina Juul.