Mads Pedersen fører fortsat Postnord Danmark Rundt efter enkeltstart

Inden løbets start havde et mindre drama udspillet sig for et dansk hold.

Kraftig regn prægede dele af dagens etape. Foto: Thomas Sjoerup/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Østrigeren Matthias Brändle (Trek) kørte fredag en fabelagtig enkeltstart og vandt 4. etape i PostNord Danmark Rundt.

Mens Matthias Brändle havde fordel af at køre i tørvejr, var flere af favoritterne ramt af at køre i silende regn på enkeltstarten i Randers.

Tempospecialisten Martin Toft Madsen (BHS-Almeborg Bornholm) blev nummer to på fredagens enkeltstart – 34 sekunder efter vinderen.

Matthias Brändles holdkammerat Mads Pedersen endte på en fjerdeplads og bevarede sin samlede føring i løbet.

Det blev dog en tæt dyst med Michael Valgren (Astana), som forsøgte at æde så meget af Mads Pedersens forspring som muligt.

Det lykkedes dog ikke helt efter hensigten.

Michael Valgren blev godt nok en flot treer på enkeltstarten – 36 sekunder efter vinderen.

Men Mads Pedersen var kun yderligere næsten et sekund efter Valgren.

Dermed er Mads Pedersens forspring ned til Michael Valgren næsten intakt. Der er otte sekunder mellem de to danskere, som formentlig skal kæmpe om den samlede sejr.

Casper Pedersen, som blev nummer otte på fredagens enkeltstart, er samlet nummer tre – 40 sekunder efter Mads Pedersen.

Cykler stjålet

Dagens etape blev desuden præget af eksempler på ekstrem frustration og hjertevarmende hjælpsomhed.

Som blandt andet Ritzau har fortalt, måtte det danske kontinentalhold Giant-Castelli sande, at samtlige af holdets enkeltstartscykler var blevet stjålet natten til fredag. TV2 Sporten har siden fortalt, at rytterne alligevel fik mulighed for at stille til start.

Det skete blandt andet med hjælp fra Team ColoQuick-Cult, Trek-Segafredo og Team Sunweb, der der lånte det uheldige hold cykler.

Powered by Labrador CMS